Firmarevy og teambuilding

FIRMAREVY OG TEAMBUILDING

Som skuespiller kan man fremelske menneskers fantasi og humoristiske sans. Det gør LP blandt andet ved at teambuilde på forskellige måder. Se billeder og udtalelser længere nede på siden.

Her, øverst, er billeder fra Socialpædagogernes personalerevy 2017 og 19:

Klik på billedet for stor størrelse.

Udtalelser fra kunderne:

”Jeg har arbejdet sammen med Lene omkring 3 personale revyer. Lene har en enestående evne til at fange, hvad der er sjovt i materialet og ikke mindst at videreudvikle det, og få det vil at fungere på en scene. Hun forventer koncentration og et højt niveau af engagement, og det kan hun sagtens tillade sig, fordi hendes eget er tårnhøjt. Så forvent at blive holdt til ilden, at blive udfordret og udviklet samt et helt forrygende resultat, når tæppet går.
P.s. at hun altid har ret er det eneste som er virkelig irriterende.”
Eva Schramm, jurist i Socialpædagogerne (2020)

Socialpædagogernes personalerevy
Lene Poulsen er blevet fast instruktør på Socialpædagogernes årlige personalerevy, der spilles i forbindelse med julefrokosten, og indtil videre har hun med stor succes hjulpet os i 2013, 2014, 2015, 2016 og 2017.
I startfasen fungerede Lene som coach i skriveprocessen – nu skriver vi selv teksterne, men med sine store dramaturgiske evner giver Lene efterfølgende vores manuskripter et kæmpe løft. Endvidere er hun eminent til at binde numrene sammen, så der kommer et godt og underholdende flow i forestillingen.
Lene kan få glade amatører til at stråle på scenen og under hendes kyndige vejledning finder mange ud af, at de på scenen kan og tør langt mere, end de selv troede.
Lene Poulsen kan varmt anbefales.
Maria Rørbæk, tovholder på Socialpædagogernes revy (til daglig journalist).

... fra det første år: Socialpædagogernes personalerevy 2013
Vi hyrede Lene Poulsen til at hjælpe os med Socialpædagogernes allerførste personalerevy - både som coach i manuskriptfasen og som instruktør. Lene kastede sig ud i opgaven med stor entusiasme og engagement og stillede også krav om koncentration og seriøsitet hos de frivillige deltagere - til gengæld blev resultatet meget bedre end vores vildeste forventninger og taget løftede sig næsten over publikums begejstring. Det er vores erfaring, at en vellykket personalerevy ikke kun virker som teambuilding for dem, der står på og bag scenen - men også giver et stort løft til hele arbejdspladsen. Lene Poulsen hjalp os til at skabe en revy, der aldrig blev ondskabsfuld, men alligevel havde bid og berørte emner og konflikter, det ellers har været svært at tale om. Og til at skabe en følelse af fællesskab og samhørighed på tværs af hele organisationen.
Bjarne Hesselbæk, kommunikationschef, Socialpædagogerne

Alkas personalerevy Foto: Søren Wesseltoft

Alkas personalerevy
"Efter 15 års pause genoptog vi i 2007 traditionen med en personalerevy. Og sikke en succes! Publikum var vilde! De medvirkende var stolte - med god grund! Og oplevelsen kalder smilet frem hos alle, når talen falder på emnet - uanset at det efterhånden er lang tid siden.

Men vi havde også gjort det rigtigt fra starten: Vi lavede en aftale med skuespiller Lene Poulsen om at instruere revyen. "Instruere m.m." Især "m.m." har omfattet alt fra at facilitere den kreative proces, professionalisering, tilrettelæggelse og gennemførelse med ildhu og entusiasme - og en aldrig svigtende tro på at det ville lykkes (også i de svære perioder). Lene er en ildsjæl. Hun er også "en skrap tante" når det gælder! Og så er hun sød, hjælpsom og med en dygtig kreativ intuition hele vejen fra det tomme manuskript i starten til en revy som ingen i Alka nogensinde vil glemme. Det kan bare ikke gøres bedre."

Jens Bærentsen, administrerende direktør, Alka Forsikring


Filmworkshops i Filmbyen

"Vi har siden sommeren 2001 haft fornøjelsen af at arbejde sammen med Lene Poulsen, der har undervist på en lang række kurser blandt andet i skuespilteknik i forbindelse med network learning konceptet. Det drejer sig om medarbejdere fra så forskellige firmaer som Novo Nordisk, Nokia, HK og Coop.

Lene Poulsen er i bogstavelig forstand et strålende menneske, og hun er meget god til at få andre til at stråle også, idet hun med sin gennemgribende nysgerrighed for mennesker, og hendes viden om skuespil og anden kunst er i stand til at fremhæve og samarbejde de individuelle styrker, deltagerne på et hold har.
Hun er effektiv, speciel og defineret i sin undervisning. Og så er hun god til at skabe tryghed i en gruppe og sikre, at alle har det sjovt.
Samarbejdet med Lene har været inspirerende og positivt - både professionelt og i forhold til hendes evne til at indgå et team."

Asta Wellejus, Direktør, Zentropa Interaction

Få et program for en eftermiddag i kommunikationens navn, som på ovenstående billede fra Top Danmark, eller inspiration til et hurtigt bud på et revynummer fra og på hvert kontor, som her:

”Vi hyrede Lene til at komme og hjælpe os med at lave en ”CAParet” til vores årlige sommerfest. Vi havde en rigtig sjov eftermiddag, hvor medarbejderne fik lejlighed til at vise sig fra deres mest kreative side.

Det var en stor inspirationskilde til, hvordan vi kan lave en alsidig underholdning, hvor alle medarbejdere er engagerede. Det er helt klart en dag vi vil huske længe."

Henrik J. Nielsen, Direktør, CAP Partner

Fra slutningen af 90’erne og i 00’erne spillede jeg rigtig meget forumteater.

Forumteater er opfundet af den brasilianske teatermand og politiker, Augusto Boal som brugte sin teatergruppe som kulturanimatører. Han udviklede bl.a. Teatro legislativo (lovgivende teater), hvor borgere kunne komme med forslag til bystyret, som truppen så dramatiserede offentligt sammen med folk på gaden. Boal var især inspireret af Brecht, Stanislavskij, socialreformatoren Paulo Freire og hans arbejde med De undertryktes pædagogik, og den psykodramatiske pionér, Jakob Levy Moreno.

Jeg var tilknyttet Teater Turnaround, Absolut Forum og DUET Teatret. Vi gik ikke på gaden og støttede de undertrykte, vi blev hyret ind af store arbejdspladser som fx TDC, Rigshospitalet og Grundfoss, og vi var med til at gøre en forskel. Vi fremmede forståelsen mellem medarbejdergrupperne og ledelserne dér hvor vi kom frem. Og det var ovenikøbet sjovt.

Da krisen kom i 2008 skulle der pludselig spares alle vegne. Der var ikke længere plads til at lade medarbejderne spille teater sammen en hel dag. Men jeg er taknemmelig over, at have fået indsigt i, hvad der skete på arbejdspladser, hvor jeg ellers aldrig ville være komme ind bag kulisserne.

Under sloganet, Tænk, hvis du kunne se dig selv udefra, spillede vi interaktivt teater med tusindvis af mennesker, som pludselig blev meget mere synlige både for sig selv, for ledelsen og for kollegerne.

Allerede for ti år siden havde jeg et kursus for ledere, som hed "Din sårbarhed er din styrke" men hold da op, hvor var der mange, der var bange for det. I dag ser det helt anderledes ud... jeg er en first moover :-)